27. december: Glædelig jul til Cossack og alle andre flyveglade væsener
Cossack fik ingen nye fjer, men til gengæld en gave, der var lidt svær at få op. Jeg blev nødt til at hjælpe med at fjerne et stykke tape, men det gjaldt om at passe på nallerne, for han var ikke et sekund i tvivl om, hvem rette modtager var.
Og heller ikke, da den tibetanske pungrotte kom til syne og siden blev flået i småstykker. Det var egentlig ikke meningen, at den skulle være spiselig, men det tog Cossack ikke så tungt og fortærede det meste af rottens indmad i form af polyesteruld.
Sundt kan det ikke have været og måske en anelse tørt, men ikke desto mindre var Cossack stolt som en pave. Dagen efter lå ulden i en fin, hvid gylpklump ved siden af den normale lysegule klump.
Juledag var vejret intet mindre end fantastisk, så hele familien Crandal med børn, svigermekanikker og ørn drog til Ertebølle og tilbragte dagen i flyvningens tegn. Vind var der ikke meget af, men lige præcis nok til at vi kunne komme i luften, og til at Hans' datter Sif og jeg langt om længe kunne flyve en tur sammen i tandem. Cossack var vores tro følgesvend, og pludselig forstod Sif, hvorfor vi er lidt tossede med at hænge i fri luft med en ørn som 'wingman'.
Sif og jeg er lige kommet i luften, Hans er på vej op ad skrænten, bror Mads hænger ud og Cossack fører an. Sådan skal det være!
Desværre, og man kan næsten sige langt om længe, fik Cossack på denne smukke vinterdag for alvor en skærms liner at føle. Han fløj ret ind i sagesløse Mads Syndergaard og hang fast i linerne indtil Mads lagde skærmen ned på jorden, hvorefter Cossack fløj lidt hen ad skrænten og satte sig. Heldigvis slap begge med skrækken, og da jeg kort tid efter fløj en tur for se, hvordan Cossack havde det, fløj han ind til hånden som han plejer og har i øvrigt ikke taget skade på hverken fjer eller sind. Han er en hårdhudet ørn, ham Cossack.
23. december: Tid til at pryde sig med lånte fjer
Hreeeee... Man kan næsten høre lyden af hvinende dæk i fugleperspektiv. I tiden før jul er det passende at standse op og tænke over, hvad man kunne ønske sig. Udover uanede mængder kyllinger og et par velnærede rotter kom Cossack frem til, at et par nye fjer ville være en passende julegave.
Mange timer i transportkassen på vej til og fra Italien gjorde et lille indhug i svingfjerene, men værre er, at han er lidt en bulderbasse. Efter bladene er faldet af træerne, ser han som regel ingen grund til at flyve udenom træer og buske, hvis den korteste vej går ret igennem, og det går hårdt ud over de engang så fine svingfjer. Derudover gør han sit yderste for at minimere sin indsats på de grå og fugtige efterårsdage, der har præget den seneste måned. Er der ingen bakker, biler eller børn i vejen, flyver han en halv meter over jorden, og det betyder, at svingfjerene rammer jorden hver gang han basker med vingerne. Derfor de amputerede vinger.
Heldigvis behøver man ikke nødvendigvis at vente på, at han skifter fjer næste sommer eller eventuelt først sommeren efter. Man kan reparere de eksisterende stumper ved at pode fjer, som man har gemt fra sidste gang han eller en fugl af cirka samme størrelse fældede. Fjer er hule, så ved hjælp af et stykke carbon eller bambus og lidt god lim kan man sætte en ny fjer på de afbrækkede stumper. Et projekt vi skal i gang med, hvis ellers der er nye fjer under juletræet. Jeg har altid lært, at man ikke må pryde sig med lånte fjer, men hvis de er en gave, kan vi leve med det.
18. december: Så kom julen til Fuglslev
I anledning af højtidens komme købte jeg en nissehue til min juleørn. Ordet juleørn lyder bekendt, men ikke desto mindre er han et flyvende gespenst, man nødigt skal forveksle med den slags fugle, der i denne måned fortærres i selskab med brune kartofler og rødkål over det ganske land.
Da Cossack og jeg gik ud til sletten bag Fuglslev stoppede en lille dreng op og spurgte sin stolte fader. "Far, er det en and?" Cossack og jeg skyndte os videre, og jeg blev opmærksom på vigtigheden af at gemme ham godt af vejen den næste uges tid. Faktisk blev vi enige om, at han for en sikkerheds skyld skulle forklæde sig som nisse.
Altså, næsten enige...
13. december: Mere konservativ end kvik
Som mange af landets politikere holder Cossack fast i det kendte, og er som de ikke den hurtigste kniv i skuffen, når der skal justeres og tænkes anderledes. I dag kom vinden fra vest. Vi kørte ud på Jernhatten, som er et godt flyvested, når vinden kommer fra en sydlig retning, men fordi der også er en skrænt mod vest, som ganske vist er dækket af høje træer, mente jeg, det var en god ide at lade ham flyve dér.
Da han kom ud af bilen, var han meget optaget af, om han skulle have noget at spise (endnu et lighedspunkt med - ja, i dagens anledning kan man vel kalde dem høgene på Christiansborg), så han registrede ikke, at verden på Jernhatten var anderledes, og da jeg satte ham i luften, fløj han vanen tro langs skrænten for at tage det løft, der altid findes i søndenvind. Dog kun for at opdage synk og læ for vestenvinden. Lettere fortørnet landede han på stranden, og da jeg kaldte på ham fra toppen af en lille græsbakke, glemte han sin status som luftens konge og landede halvvejs oppe ad skrænten. Resten af vejen op foregik til bens.
Derefter gik jeg med Cossack siddende på armen op på toppen af skrænten mod vest. Lidt pinligt for en ørn, men heller ikke ørne bliver vel for gamle til at lære. Så snart han fornemmede luften og løftet, satte han af og svævede i stor højde over de bare træer. Han skiftevis fløj bag om træerne og langt ud over markerne foran skrænten for at undersøge, hvor stort løftområdet var, og genvandt sin (og min) stolthed.
Dagens flyvning understregede det, som forsøget med kopperne antydede; at Cossack er meget hurtig til at lære, men lidt langsom til at ændre adfærd, når omstændighederne forandres.
11. december: Hvor kvik er min pip?
Blikket er skarpt og man kan hurtigt føle sig nedstirret af en ørn, men man kan ikke lade være med at spekulere på, hvor meget der rører sig bag den stærke udstråling. Når vejret arter sig som det gør for tiden, bruger jeg den tid, der ellers stod i flyvningens tegn til at se, om jeg kan lære Cossack andet og mere end at flyve og spise.
Jeg har to plastikkopper. En blå og en grøn, og øvelsen går i korte træk ud på at undersøge om han kan høre forskel på grøn og blå, og derefter vælge den rigtige kop, når jeg siger det ene eller det andet. Første dag placerede jeg et stykke kylling i den grønne og sagde til ham at skulle vælte den og dermed få sin fortjeneste. Hver gang kom stykket i den grønne, som skiftevis stod til højre eller venstre.
Første gang stod den grønne kop til venstre for den blå, og han troede med det samme at venstre var vejen til kyllingestykkerne, men efter jeg ved at pege og røre ved den grønne viste ham, at det var den, det drejede sig om, fandt han ud af, at opgaven var en anden. De fleste gange ramte han den grønne først, og det tydede på, at han kunne se forskel.
Det er kun den spæde start, og jeg skal finde ud af, hvordan jeg bedst muligt finder ud af, hvad han forstår og hvordan han tænker, så jeg kan forstå om han kan forstå. Pip!
8. december: Raul Rodriguez vender verden på hovedet
Cossack har meget at lære. Egentlig er han luftens konge, men jeg er bange for, han kommer til kort overfor spanske Raul Rodriguez. Da Raul begyndte at flyve, var han tydeligvis et stortalent og udfordringen med at få skærmen til at blive over hovedet var hurtigt løst, så han begyndte at flyve akro, luftakrobatik med paraglider.
Siden starten for cirka 15 år siden har han udviklet sig til en luftens kunstner, der har overskredet om ikke alle, så mange af de fysiske begrænsninger, man troede en paraglider havde. Desuden har han mange gange overskredet den levetid, de fleste troede han skulle opnå. Når Raul viste sin kunnen, var den typiske kommentar: Det er virkelig flot, men han lever ikke længe. Raul ikke bare lever endnu. Han er verdens ubetinget bedste akropilot, og skulle du være i tvivl, så kig lige her: Infinite tumbling
6. december: Filmklip fra DR-dokumentar
Anders Agerbo, der var fotograf på DR-dokumentaren om Cossack, har fået sin egen hjemmeside. Klik ind på www.paravision.dk og se en lille forsmag på de optagelser Anders har lavet dette efterår både fra Danmark og Italien.
Og når nu du alligevel er på besøg og vurderer at et par pligtopgaver godt kan vente, er det værd at se de andre optagelser. Dokumentaren om Cossack bliver vist på DR i foråret 2006.
5. december: Maren faldt IKKE af sin cykel i dag
Hvad gør medierne, når der ikke er noget at fortælle? De fortæller om det, der ikke er sket og laver en historie ud af det. Cossack fortalte sin helt egen historie i dag, da jeg satte ham ud på græsplænen efter en weekend uden de store begivenheden. Han åbnede sit store næb og truede med at bide næsen af mig, hvis jeg ikke snart fandt på noget sjovere end det en grå decemberdag kan byde på. Det var så den ikke-historie.
Meget bedre er det at skrue tiden et par uger tilbage og hente indre og ydre billeder frem fra solrige dage på en italiensk bjergtop. Babushka ligger og drømmer på det opvarmede badeværelsesgulv, og jeg drikker god italiensk kaffe, og dermed lader vi den grå mandag være grå mandag uden de store begivenheder.
1. december 2005: HangOver Djursland er lettet
Så er der kommet en ny paragliderklub på Danmarkskortet. Den stiftende generalforsamling forløb uden store tvister eller uenigheder - lige indtil barnet skulle døbes. Aquilas Molbolensis var en sjov ide, men for kompliceret og rent faktisk grammatisk ukorrekt. Dermed døde Molboørnene.
Pipipiloterne var et andet og ganske populært forslag sammen med Paragliderklubben Djursland, Paraquila og Aquila Sunrise. Det bliver uden tvivl en klub med smag for god rødvin og flyvning, og hvad var dermed mere nærliggende end HangOver Djursland. Sådan blev det. Klubben hedder HangOver Djursland og har foreløbig 12 medlemmer.
Klubben kom ikke til at hedde Molboørnene, selvom vi på forhånd havde udpeget et æresmedlem.
