Flyver med ørne

Louise Crandal

 

Foredragsholder, filosofisk vejleder og eventyrer

Musvågen Terkel - i alvorlig knibe

 

I søndags var jeg ude at gå en tur i det gode vejr og i selskab med Esben og min gravhund Ávila. Vi gik hen over en mark i området med det gode navn Kællingehaven, der ligger ud til Roskilde Fjord.

 

Først så vi en hare, der i den grad fik benene på nakken og Ávila op i det røde felt. Få minutter senere var der igen gang i dyrelivet. En mærkeligt udseende fugl løb en over græsset med fjerene i en farlig redelighed.

 

Vi blev hurtigt enige om, at det måtte være en musvåge, der havde beskadiget en vinge. Den løb ind i noget buskads og jeg tog en hurtig beslutning om, at der skulle den ikke ende sine dage. Jeg tog en trøje af for at have noget at fange den med, og så gik eftersøgningen i gang. Hvad den ikke havde i vingerne, havde den i benene, og dens camouflerende fjerdragt viste sit værd.

 

Det er imponerende med vished at stå få meter fra en forholdsvis stor fugl uden at være i stand til finde den. Heldigvis havde den en del hvidt på sig, så det alligevel lod sig gøre at spotte den midt i det tætteste buskads.

 

Den trykkede sig helt ned i jorden og gispede af skræk og stress med munden på vid gab. Stakkels kræ. Hvordan skulle den vide, at jeg kun ville den det godt og redde den fra den sikre død. Presset af situationen og sikkert fuldstændig udmattet opgav den kampen og lod mig samle den op.

 

Tilbage i Himmelev blev den skrækslagne musvåge sat ind i hundeburet og ud på badeværelset. Ikke nogen optimal situation for en lille fugl, men i løbet af få minutter faldt den til ro og virkede om end stresset, så ganske tilfreds med situationen.

Ved nærmere eftersyn så vingen slet ikke god ud. Den hang alt for lavt og leddet så ud til at være hævet. Med jævne mellemrum prøvede den at flytte vingen på plads, men uden den store succes.

 

Et navn skulle den jo have og efter flere dårlige bud blev det klart. Terkel. For i knibe var han jo. Og en han var han også, for der var ikke mange gram at gøre med under fjerdragten. En lille han i alvorlige problemer.

 

Ávila syntes derimod det var en succes. Hun var helt elektrisk af spænding og måtte hives ud af badeværelset for at give Terkel ro. Terkel virkede dog tryg ved at et hundebur er noget, der holder hunde ude, så han reagerede ikke stort på at have en storsnusende gravhund luskende omkring. Hvis hun kom for tæt på bed han ud efter hendes snude og det indgød ganske god respekt.

 

Uvidende om hvor længe Terkel havde humpet rundt uden at være stand til at jage, valfartede jeg straks hen til det lokale supermarked og købte et halvt kilo kyllingebryst. Jeg skar noget kød ud i museungestørrelse og lagde det ind i buret til Terkels store skræk. Det var ret sandsynligt, at han var for stresset til at spise, men da jeg tjekkede en times tid senere var kødet væk. Terkel hvilede med det ene ben trukket op under sig og så meget tilfreds ud.

 

Både Ávila og jeg var så betaget af det lille kræ, at vi næsten flyttede ud på badeværelset, hvor vi i lange stunder sad og gloede. Der er gået syv år siden jeg sidst havde fugl, men betagelsen er den samme. Terkel var guddommeligt smuk som han sad der i det lille bur. Ynde og styrke, vågenhed og ro, og store brune øjne, der bare kigger og hviler. Rovfugle er på flere planer overjordiske væsener, og Terkel var ingen undtagelse.

 

Næste morgen var vejret fint, så jeg flyttede buret ud på terrassen. Det fik gang i lille Terkel. Han hoppede rundt og ville virkelig gerne ud, og jeg blev mindet om, hvorfor jeg ikke igen vil have en fugl i bur. Men i en nødsituation er der ikke noget valg. Enten ville han dø af sult og kulde eller blive spist af en ræv eller også skulle han sidde i bur.

 

Over middag var det igen spisetid. Jeg skar kylling ud i strimler og lagde forsigtigt et stykke ind i buret. Han kiggede ikke engang på det, men holdt kun øje med mig. Jeg ville lægge et stykke mere ind, men inden jeg nåede at åbne buret stod han klar til direkte servering. Han tog stykket gennem tremmerne og huggede det i sig. Historien gentog sig indtil der ikke var mere plads i kroen, og der var forsvundet over 100 gram kylling.

 

Det gav ro, og han måtte trykke tæerne godt ned i underlaget for ikke at falde forover. Ávila var temmelig misundelig og tussede rundt om buret for at finde eventuelle rester, men i sin mætte og tilfredse tilstand var Terkel fuldstændig upåvirket.

 

Til aften flyttede jeg Terkel ind på badeværelset igen, så han ikke fik kulde og i stedet kunne bruge kræfterne på at komme sig. Jeg havde glemt, hvor elendigt fugle lugter, men næste morgen var hukommelsen fuldstændig intakt. Badeværelset var indhyllet i en liflig stank af sur fuglelort, og der var tilstrækkelig vidnesbyrd om at Terkels fordøjelsessystem var intakt.

 

Mindre godt stod det til med hans vinge. Den hang i samme håbløse position og jeg fik en kraftig fornemmelse af, at det så skidt ud. Der skulle et røntgenbillede til, og hvis det viste det, jeg forventede, skulle jeg vælge mellem at lade en dyrlæge gøre en ende på Terkels korte liv eller sætte ham tilbage i Kællingehaven og lade naturen gå sin gang. Hvad er det rigtige at gøre?

 

Jeg ringede til den lokale vildtplejestation, hvor jeg for nogle år siden afleverede et pindsvin, der kun kunne gå i cirkler. Den kyndige vildtplejer Birgit Andersen har en dyrlæge tilknyttet, et stort hjerte og masser af erfaring. Vi blev enige om at Terkel hurtigst muligt skulle røntgenfotograferes, så han enten kunne få en ende på sine lidelser eller komme i et større bur.

 

Da Birgit tog Terkel ud af buret, var der mulighed for at mærke på hans brystben, der tydeligt indikerer muskelmasse og fedt. Der var helt tørt. Han var virkelig tynd, så han havde sandsynligvis humpet rundt i nogle dage, og det var forståeligt at han var udmattet. Birgit ville tage til dyrlæge hurtigst muligt og jeg var velkommen til at ringe midt på eftermiddagen.

 

Vingen var brækket. Selve leddet var brækket og på røntgenbillederne så det ud til at det var et nyt brud oven i et gammelt. Så der var ikke noget at gøre. Vingen ville aldrig blive god igen, og de havde aflivet Terkel med det samme. Øv!

 

Det er ikke just en happy end, men det gode er, at han ikke døde på tom mave og at han forhåbentlig fik en lidt mindre dramatisk død end han ville have fået ved at dø af sult eller blive spist af en ræv. Selvom det skulle ende sådan er jeg taknemmelig for i en stund at have haft endnu en guddommelig fugl helt tæt på og jeg håber, at Terkel led en lidt mindre smertefuld død end han ville have lidt, hvis ikke jeg havde taget ham med hjem.

 

 

 

Flyver med ørne

 

En dokumentar om at realisere sine drømme. Produceret i samarbejde med Danmarks Radio.

 

Om filmen:

 

Louise Crandal er dobbelt verdensmester i paragliding. Hun har sat sig et mål: En ørn skal være hendes læremester i luften.

Vi følger det intense træningsforløb i Danmark og er med fra hun finder den utrænede, russiske steppeørn i England, til hun nogle måneder senere hænger i en paraglider over Comosøen med ørnen ved sin side. Men ikke alt går efter planen.

Spørgsmålet er, om steppeørnen Cossack er i stand til at udfylde rollen som læremester for verdensmesteren. Vil han flyve med hende i luften og vil han vise hende, hvordan man finder de termiske opvinde, så der kan vindes højde uden vingeslag eller motorkraft?

 

DVD'en "Flyver med ørne" kan bestilles på info@crandal.dk

 

Pris kr. 195 plus forsendelse kr. 35

 

Se traileren for den engelske version her

 

Copyright © All Rights Reserved